Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø - 07-06-2012
Målrettet muskeltræning fungerer godt i forskellige typer virksomheder
Målrettet muskeltræning er effektivt til at mindske smerter og ømhed i nakke og skuldre, både hos kontoransatte og hos industriarbejdere med ensidigt gentaget arbejde. Derudover kan træningen tilrettelægges, så den passer bedst muligt ind i virksomhedernes daglige rutiner. Det viser resultaterne fra forskningsprojektet ’Virksomhedstilpasset intervention med intelligent motion mod smerter i nakke-skulderregionen – VIMS’.
Smerter og ømhed i nakke og skuldre udbredt på danske arbejdspladser
Industriansatte med ensidigt gentaget arbejde (EGA) og kontoransatte med omfattende computerarbejde er nogle af de jobgrupper, som oftere end andre har ondt i nakke- og skuldermusklerne. Resultater fra to tidligere danske forskningsprojekter peger på, at målrettet styrketræning af musklerne kan medvirke til at forebygge og mindske smerter og ømhed i nakke og skuldre ved omfattende computerarbejde.
Indførelse af målrettet muskeltræning på to typer arbejdspladser undersøgt
Formålet med VIMS-projektet var at undersøge, hvordan målrettet muskeltræning i praksis kan indføres på virksomheder, så den bedst muligt forebygger eller mindsker smerter og ømhed i nakke og skuldre hos medarbejderne. I alt godt 1.100 medarbejdere fra tre danske virksomheder deltog i undersøgelsen. Det drejede sig om kontoransatte, som havde computerarbejde ca. 90 % af arbejdstiden og industrilaboranter, som udførte opgaver med ensidigt gentaget arbejde (EGA). Det var vigtigt for forskerne bag undersøgelsen, at virksomhederne selv var med til at tilrettelægge og implementere målrettet muskeltræning på arbejdspladsen.
Kort om træningen
I alt godt 1.100 medarbejdere fra virksomhederne deltog i undersøgelsen. De blev inddelt i syv grupper - fem grupper, som alle trænede en time om ugen samt to referencegrupper. Træningen var tilrettelagt forskelligt for de fem træningsgrupper:
- To kontorgrupper havde 3 træningspas på 20 minutter om ugen - den ene med fast instruktion, den anden selvtrænede efter en kort introduktion til øvelserne
- En kontorgruppe havde 1 træningspas på 60 minutter om ugen med fast instruktion
- En kontorgruppe havde 9 træningspas på 7 minutter om ugen med fast instruktion
- En industrigruppe havde 3 træningspas på 20 minutter om ugen med fast instruktion.
Deltagerne fik desuden udleveret en træningsdagbog. For at motivere medarbejderne blev de fysiske rammer for træningen gjort mere indbydende.
En times træning giver samme effekt uanset antallet af træningspas
Resultaterne efter 20 ugers træning viser følgende:
- En times samlet ugentlig styrketræning for nakke og skuldre har en gavnlig effekt uanset antallet af træningspas i løbet af ugen.
- Graden af smerte og ømhed i nakke og skuldre faldt i gennemsnit med mellem 37 og 54 % alt efter, hvilken af de fem træningsgrupper, man deltog i. Gennemsnittet omfatter både deltagere med og uden smerter eller ømhed, da træningen startede.
- Den afprøvede metode med at tilpasse længden og hyppigheden af træningen individuelt til den enkelte virksomhed fungerede godt. Det gjorde det lettere for virksomhederne at indpasse træningen i de daglige rutiner.
- En række forhold på virksomhederne kan medvirke til at motivere medarbejderne til at træne:
- at træningsrummet er tæt på
- at medarbejderne får mulighed for at træne i en gruppe
- at træningsprogrammet består af enkle og effektive øvelser
- at der er en instruktør til stede
- at medarbejderne føler, de har tid nok til at træne.
Fakta om VIMS-projektet
- Forskningsprojektet ’Virksomhedstilpasset intervention med intelligent motion mod smerter i nakke-skulderregionen - VIMS’ gennemføres i samarbejde mellem forskere fra Københavns Universitet, Syddansk Universitet og Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.
- Projektet er finansieret af Arbejdsmiljøforskningsfonden.
Yderligere oplysninger
Seniorforsker Lars L. Andersen, NFA, tlf. 3916 5319, lla@arbejdsmiljoforskning.dk
Læs mere