Spring over hovedmenu
NFA ny strategi 2025-2028

Ny strategi for arbejdsmiljøforskningen

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø 29-01-2025

Der er fokus på bl.a. innovativ forskning, samfundsmæssigt aftryk og brugen af nye teknologier i arbejdsmiljøet i NFA's strategi for perioden 2025-2028, som netop er udgivet. Desuden på at få forskningen mere ud på arbejdspladserne og styrke den organisatoriske robusthed på NFA.

Mere innovativ forskning, større samfundsmæssigt aftryk, få forskningen mere i spil på arbejdspladserne og styrke NFA’s robusthed som organisation. Det er nogle af hovedpunkterne i NFA's nye stratregi for 2025-2028, som lige er blevet lanceret.

Og som noget helt et nyt har NFA for første gang et overordnet mål om at udnytte de digitale potentialer, der er opstået særligt med kunstig intelligens. Det betyder, at NFA selv skal blive bedre til at bruge ny teknologi i det daglige arbejde og forske i, hvad for eksempel kunstig intelligens (AI) betyder for arbejdsmiljøet.

- Vi står lige nu midt i en rivende teknologisk udvikling, som i stadig højere grad påvirker vores arbejdsliv. Her skal NFA selvfølgelig gå forrest og skabe viden om, hvordan vi sikrer det bedst mulige arbejdsmiljø, ligesom at vi skal være helt fremme i brugen af nye teknologier, siger direktør på NFA Steffen Bohni.