Spring over hovedmenu

Anbefaling A.3: Tilbyd støtte

Det anbefales, at arbejdspladsen tilbyder støtte til medarbejdere, der oplever psykisk mistrivsel.

Når en medarbejder oplever psykisk mistrivsel, kan det ind imellem være svært at klare det daglige arbejde. Derfor er det vigtigt, at topledelsen sætter rammer og muligheder for, at ledere og medarbejdere i fællesskab kan støtte den pågældende medarbejder. 

Her er en række eksempler på støtte

Arbejdstilpasninger

Det kan være en god ide at tilpasse medarbejderens arbejdsopgaver, så de stemmer overens med, hvad han eller hun kan håndtere lige nu.

Hvis en medarbejder fx har svært ved at håndtere social interaktion, kan en tilpasning være, at medarbejderen i en periode bliver flyttet til opgaver, hvor der fx ikke er så meget kundekontakt. Det er vigtigt at følge op på, om tilpasningen virker efter hensigten, og at kollegerne informeres. Se anbefaling D.1 Tilpas arbejdet i samarbejde med medarbejderen

Fleksibilitet

Muligheden for en mere fleksibel arbejdsdag kan være en god støtte for medarbejderen. 

Fleksibilitet kan bl.a. indebære flere pauser i løbet af arbejdsdagen, at medarbejderen i en periode arbejder på nedsat tid, eller har mulighed for at arbejde hjemme, hvis det kan lade sig gøre. Det kan også være muligheden for at kunne holde fri til at deltage i eventuel behandling.

1:1-samtaler

Jævnlige samtaler mellem leder og medarbejder hvor fokus ligger på, hvordan medarbejderen trives i sit arbejde og med sine arbejdsopgaver.

Samtalerne kan fx være en fast møderække eller enkelte møder, der aftales efter behov. Et mere uformelt møde i en pause ved kaffemaskinen kan også give indsigt i trivslen, men uformelle og tilfældige møder bør ikke stå alene. Samtalerne skal gøre det nemmere at identificere mulige trivselsproblemer i tide. Vær opmærksom på, at de informationer medarbejderen giver under disse samtaler, kan være fortrolige. 

Se anbefaling C.1: Lederen bør tale om trivsel

Tillids- eller arbejdsmiljørepræsentanter

For nogle medarbejdere kan det være nemmere og rarere at snakke om deres trivsel med en kollega fremfor deres leder. Her kan det være særligt relevant at trække på tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter eller andre ressourcepersoner, som fx medlemmer af et kolleganetværk. 

I kraft af de tillidsvalgtes position kan de ofte støtte medarbejderen på anden vis end andre kolleger kan, da deres position giver dem et andet mandat til at sætte initiativer i gang. Tillidsvalgte har tavshedspligt, og medarbejderen kan derfor føle sig tryg ved at fortælle om sin psykiske mistrivsel. 

Mentorordning

En mentorordning kan være en god støtte, hvis medarbejderen har behov for at tale med nogen, ikke trives på arbejdet eller oplever konflikter. Særligt nye medarbejdere kan have nytte af en mentor, som fx kan være en kollega.

Psykologstøtte

Hvis arbejdspladsen har adgang til psykologisk rådgivning (fx via et pensionsselskab eller en sundhedsforsikring), kan det være en god ide at gøre medarbejderen opmærksom på denne mulighed.

Informationsmæssig støtte

Psykisk mistrivsel kan medføre udfordringer med fx koncentrationen og hukommelsen. Her kan det være en god støtte, hvis man på arbejdspladsen kan hjælpe medarbejderen med fx at prioritere arbejdsopgaver og huske deadlines med tydelige, skriftlige instruktioner.

Sådan kan man følge anbefalingen

Først skal det afklares, hvilken støtte der er behov for, herunder om der skal trækkes på kræfter uden for arbejdspladsen. Særligt efter en eventuel sygemelding er det vigtigt, at arbejdspladsen har fokus på, hvordan man bedst kan støtte medarbejderen i at vende tilbage til arbejdet.

Arbejdspladsen bør dog tage højde for, at der eksisterer nogle rammer for støtte, dvs. at arbejdspladsen ikke har ubegrænsede midler at trække på for at støtte en medarbejder. Disse rammer bør være tydelige for både ledere og medarbejdere.

Flere anbefalinger fra tema A: Sådan kan man skabe en rummelig og åben kultur om psykisk mistrivsel på arbejdspladsen:

Dette er en af i alt 16 anbefalinger fordelt på 4 temaer. Se flere anbefalinger nedenunder

Anbefaling A.1: 
Det anbefales, at arbejdspladsen udarbejder en politik om rummelighed som supplement til en politik, som adresserer trivsel, stressforebyggelse, sundhedsfremme eller lignende.

Anbefaling A.2:
Det anbefales at fremme en åben og rummelig kultur, hvor alle er opmærksomme på hinandens trivsel, og hvor diskrimination og stigmatisering ikke accepteres

Anbefaling A.3:
Det anbefales, at arbejdspladsen tilbyder støtte til medarbejdere, der oplever psykisk mistrivsel

Anbefaling A.4:
Det anbefales, at arbejdspladsen sørger for, at ledere og medarbejdere ved, hvor de kan finde information og yderligere viden om psykisk mistrivsel

Anbefaling A.5:
Det anbefales, at arbejdspladsen sørger for, at medarbejderne ved, hvem de kan tale med på arbejdspladsen, hvis de oplever psykisk mistrivsel

Temaer

Tema A: Sådan skaber man en rummelig og åben kultur om psykisk mistrivsel på arbejdspladsen
Tema B: Sådan kan arbejdspladsen støtte lederen
Tema C: Sådan kan lederen være opmærksom og reagere på tegn på psykisk mistrivsel
Tema D: Sådan kan lederen kan tage hånd om medarbejdere med psykisk mistrivsel

Gå til Job&Sind forsiden