Anbefaling D.5: Samarbejd med andre aktører
Det anbefales, at arbejdspladsen og nærmeste leder samarbejder med andre aktører, som er involveret i tilbage til arbejde-forløbet.
En medarbejder, der er sygemeldt med psykisk mistrivsel, kan have svært ved at overskue og navigere blandt de mange aktører, der er involveret i forløbet med at få medarbejderen tilbage til arbejdet. Dette kan skabe yderligere mistrivsel hos medarbejderen og i værste fald forsinke medarbejderens tilbagevenden til arbejdet.
Det er ikke tanken, at arbejdspladsen eller lederen nødvendigvis skal opsøge samarbejde med alle de aktører, som er nævnt i faktaboksen herunder. Men det er vigtigt at være opmærksom på, hvor man kan få hjælp i forbindelse med et tilbage til arbejde-forløb.
Både læger (den praktiserende læge såvel som eventuelle speciallæger) og jobcentret har lovmæssige forpligtigelser og roller i forbindelse med længerevarende sygefravær og processen om at vende tilbage til arbejdet. Der findes samtidig forskellige ordninger, hvor arbejdspladsen og medarbejderen kan få hjælp til at vende tilbage til arbejdet eller blive fastholdt i arbejdet.
Arbejdspladsen kan således gøre en indsats for at skabe overblik over de forskellige involverede aktører og deres rolle i forhold til den sygemeldte, så medarbejderen så vidt muligt undgår at blive klemt imellem forskellige systemer og interesser, da det i sig selv kan være psykisk belastende.
Som udgangspunkt bør arbejdspladsen deltage i samtaler, hvor de bliver inviteret. Det kan fx være til rundbordssamtaler med behandlere og sagsbehandlere fra jobcentret.
Eksterne aktører kan være:
- Kommunens sagsbehandler
- Den praktiserende læge
- Den faglige organisation
- Den arbejdsmedicinske klinik
- Pensions- og forsikringsselskab
- Psykinfo (Regionernes informationscentre om psykiatri)
Hvilke roller har aktørerne?
Kommunal sagsbehandler (jobcenter)
Indkalder den sygemeldte til opfølgningssamtale, hvor det bl.a. vurderes, om der kan igangsættes relevante initiativer for at fremme tilbagevenden til arbejdet, som fx behandling, optræning i fleksjob eller praktik. Jobcenteret kan også hjælpe med at lave fastholdelsesplaner.
Den praktiserende læge
Lægen vil typisk bidrage til forskellige typer af erklæringer, som arbejdspladsen kan gøre krav på i løbet af en sygefraværsperiode. Arbejdspladsen kan fx tage initiativ til at få udarbejdet en såkaldt mulighedserklæring, hvor arbejdspladsen og medarbejderen i fællesskab beskriver medarbejderens funktionsnedsættelser og hvilke jobfunktioner, der er påvirket, og på den baggrund kommer med forslag til arbejdstilpasninger. Lægen skal vurdere, om de foreslåede ændringer er helbredsmæssigt forsvarlige, og lægen kan ud fra helbredsmæssige kriterier foreslå andre ændringer eller fuldstændigt fravær fra arbejdet, som skrives ind i mulighedserklæringen.
Den faglige organisation
Kan informere den sygemeldte om rettigheder og pligter i forbindelse med sygemeldingen, samt rådgive den sygemeldte om tilbud eller forslag fra fx kommunen eller arbejdspladsen. Den faglige organisation har også kontakt til arbejdsmiljø- og tillidsrepræsentanter på arbejdspladsen (hvis arbejdspladsen er stor nok til at have en arbejdsmiljøorganisation), og organisationen kan derigennem støtte indsatser for at fastholdelse medarbejderen.
Den arbejdsmedicinske klinik
Speciallæger og andet fagpersonale, som tager sig af patienter med helbredsproblemer relateret til arbejdet. Nogle arbejdsmedicinske klinikker er også opsøgende i forhold til arbejdspladserne for sammen med den sygemeldte og arbejdsgiveren at tilrettelægge et tilbage til arbejde-forløb.
Pensions- og forsikringsselskab
Mange arbejdspladser har sundhedsforsikringsordninger. Det er dog i nogle tilfælde muligt at få hjælp fra pensions- og forsikringsselskaber, selv om arbejdspladsen ikke er med i en ordning. Fx samarbejder brancheforeningen af forsikrings- og pensionsselskaber, Forsikring & Pension, med et stort antal kommuner om en supplerende tidlig indsats i forhold til fastholdelse af sygemeldte borgere. Den supplerende indsats kan bl.a. indebære tilbud om psykologhjælp til sygemeldte og koordinering mellem forskellige aktører.
Psykinfo
De regionale Psykinfo tilbyder anonym, telefonisk rådgivning og kan svare på spørgsmål om psykiske helbredsproblemer. Alle borgere kan henvende sig. På Psykinfos hjemmesider kan man desuden finde informationspjecer omkring en lang række psykiske helbredsproblemer.
Find de regionale PsykInfo her.
Flere anbefalinger fra tema D: Sådan kan lederen tage hånd om medarbejdere, der oplever psykisk mistrivsel:
Dette er en af i alt 16 anbefalinger fordelt på 4 temaer. Se flere anbefalinger nedenunder
Anbefaling D.1: Tilpas arbejdet i samarbejde med medarbejderen
Anbefaling D.2: Undersøg årsager til psykisk mistrivsel
Anbefaling D.3: Lav en fælles handleplan
Anbefaling D.4: Hav jævnlig kontakt med sygemeldte medarbejdere
Anbefaling D.5: Samarbejd med andre aktører
Anbefaling D.6: Vær opmærksom på kollegerne
Temaer
Tema A: Sådan skaber man en rummelig og åben kultur om psykisk mistrivsel på arbejdspladsen
Tema B: Sådan kan arbejdspladsen støtte lederen
Tema C: Sådan kan lederen være opmærksom og reagere på tegn på psykisk mistrivsel
Tema D: Sådan kan lederen kan tage hånd om medarbejdere med psykisk mistrivsel