

Småøvelser vokser sig større: Hver fjerde dansker tilbydes små motionsaktiviteter på arbejdspladsen
Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø 12-02-2025
Forebyggelse af smerter i muskler og led gennem øvelser er blevet en fast del af arbejdsugen på stadig flere danske arbejdspladser. I 2023 blev 25,2 procent af danskerne tilbudt at lave sundhedsfremmende motionsaktiviteter på arbejdspladsen. Det er en markant stigning siden 2012.
Flere arbejdspladser har meldt sig ind i kampen mod smerter i muskler og led og indført små motionsaktiviteter på arbejdspladsen. Aktive pauser på arbejdspladsen som for eksempel småøvelser kan nemlig både være effektivt til at forebygge smerter og sygefravær.
Nu viser en ny forskningsartikel fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA), at i 2023 blev 25,2 procent af danskerne tilbudt at lave små motionsaktiviteter på arbejdspladsen. Det er en markant stigning siden 2012, hvor andelen var 15,2 procent.
Tidligere forskning fra bl.a. NFA har vist, at småøvelser kan være med til at fremme sundheden både på arbejdspladser, hvor medarbejderne har stillesiddende arbejde, og hvor der er fysisk betonet arbejde.
Professor er glad for udviklingen
Professor på NFA Lars L. Andersen har forsket i småøvelser i 20 år. Dengang han startede sin karriere på NFA, frarådede man styrketræning til at behandle smerter i nakke og skuldre. Dét har bl.a. Lars L. Andersen modbevist gang på gang – allerførst i sin ph.d.
Hans videre forskning viser endda, at selv to minutters elastiktræning dagligt kan gøre en mærkbar forskel på smerter hos kontoransatte.
Derfor er han glad for den positive udvikling i udbredelsen af motionsaktiviteter, og at forskningen kommer ud og lever på arbejdspladserne. Han står også bag den nye forskningsartikel og har sammen med sine kolleger udviklet og testet småøvelsers effekt siden 2005.
- At hver fjerde dansker i 2023 fik mulighed for at lave motionsaktiviteter som for eksempel småøvelser på arbejdspladsen viser, at der på arbejdspladserne er ved at blive etableret en sund kultur, hvor kollegerne tager aktive pauser i fællesskab, siger Lars L. Andersen og fortsætter:
- Både medarbejdere og arbejdsgivere kan få rigtig meget gavn af småøvelser, så det er en win-win situation.
Potentielt dyk i langtidssygefravær
Forskningen viser også, at småøvelser kan gøre en mærkbar forskel på langtidssygefraværet. Baseret på data fra 70.000 personer fulgt over to år viser en tidligere undersøgelse fra NFA-forskerne, at langtidssygefraværet – dvs. sygefravær længere end 30 dage – i Danmark kan reduceres med 12,8 procent, hvis alle arbejdspladser indfører småøvelser.
Læs nyheden om den tidligere undersøgelse og de positive effekter ved småøvelser her
- De nyeste målinger viser, at vi er godt i gang med at udbrede småøvelser på danske arbejdspladser. For at komme i gang med småøvelser anbefaler vi at udpege en tovholder, som sørger for, at træningen bliver en fast del af kalenderen, siger Lars L. Andersen.
For selvom intentionen er der, kan træningen hurtigt gå i glemmebogen. Derfor har Lars L. Andersen også fem gode råd til at komme i gang med og fastholde småøvelser på arbejde.
Gode råd: Sådan kommer I i gang
- Tydelig opbakning fra ledelsen: De ansatte skal vide, at det er i orden at bruge arbejdstiden på småøvelserne.
- Gør det til en fælles aktivitet: Både ledelse og medarbejdere skal deltage, hvis det er muligt.
- Få lagt den daglige træning i kalenderen: Find et fast tidspunkt.
- Find en træningstovholder: På den måde er der en person, der kan hanke op i kollegaerne.
- Gør det, selvom du er nybegynder: Din krop skal nok fortælle, hvis du laver øvelserne forkert – og ellers kan I hjælpe hinanden.
Skal I i gang med at lave småøvelser på arbejdet? Find videoguides her
Om studiet
Artiklen beror på mere end 15 års forskning og studier om småøvelser på arbejdspladsen, som blandt andet er baseret på forsøg på arbejdspladser, en national kampagne (Job og Krop), spørgeskemaundersøgelser og nationale registre. Opgørelsen af antallet af medarbejdere, der tilbydes småøvelser på arbejde, er baseret på data fra spørgeskemaundersøgelserne 'Arbejdsmiljø og Helbred' (AH) og 'National Overvågning af Arbejdsmiljøet blandt Lønmodtagere' (NOA-L).
Sådan gjorde forskerne
Forskerne har samlet og sammenskrevet den væsentligste forskningslitteratur om småøvelser på arbejdspladsen i Danmark. Med nationale data fra AH og NOA-L har de kortlagt udviklingen i procentdelen af medarbejdere, der tilbydes små motionsaktiviteter på arbejdspladsen. Konkret har forskerne kigget på spørgsmål om sundhedsfremme, og hvor mange procent af lønmodtagerne, der er blevet tilbudt små motionsøvelser på arbejdspladsen.
Styrker og begrænsninger
Det er en styrke, at opgørelsen er baseret på nationale data. Dog er det en begrænsning, at tidsskriftet, som artiklen er publiceret i, kun tillader ti referencer, hvilket har betydet, at forskerne måtte begrænse litteraturen. Artiklen er derfor ikke et systematisk review over al litteratur på området. Det er også en begrænsning, at AH og NOA-L har brugt lidt forskellige metodiske tilgange – for eksempel er spørgeskemaerne opbygget på forskellig vis.
Kilde
Lars L. Andersen, Ole Henning Sørensen, Joaquín Calatayud og Rubén Lopez-Bueno.
Societal impact of micro-exercise for work-related musculoskeletal disorders: The case of Denmark
Hvad er småøvelser?
Småøvelser er små aktive pauser i arbejdsdagen, som typisk laves med en træningselastik.
Småøvelser kan have stor effekt på både smerter og sygefravær, og der skal ikke mere end ti minutters træning tre gange om ugen til at gøre en mærkbar forskel.
For visse jobtyper kan helt ned til to minutter dagligt gøre en mærkbar forskel. Småøvelser er nemme at integrere i arbejdsdagen og kræver hverken omklædning eller bad.