

Arbejdspladser søges til forskning: NFA sætter fokus på en god balance i hybridarbejdet
Hvordan skaber I god balance i hjemmearbejde og fysisk fremmøde på jeres arbejdsplads? Det kan I blive klogere på ved at deltage i et forskningsprojekt. Projektet undersøger, hvordan det hybride arbejde kan bakke op om arbejdspladsens produktivitet og medarbejdernes sundhed – både fysisk, mentalt og socialt. Læs mere om muligheden for at deltage her.
I kender det måske? En dag på hjemmekontoret kan give den ro og fokustid, som nogle arbejdsopgaver kalder på. Omvendt glider møderne lidt lettere, når man kan se hinanden i øjnene og ikke er afhængig af en ustabil online forbindelse. Uanset arbejdssted, er det vigtigt at skabe et arbejdsmiljø, der understøtter en god opgaveløsning. Hvordan I kan nå derhen, undersøger forskere fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) i et nyt forskningsprojekt.
Lige nu inviterer forskerne offentlige og private arbejdspladser til at deltage i projektet ”Sundt Hybridarbejde”. Projektet er relevant for jer, der ønsker at få værktøjer til at opnå et sundt og produktivt arbejdsmiljø – både på hjemmekontoret og på jeres arbejdsplads.
Det får I ved at deltage
Gennem projektet får I handlingsrettede værktøjer, som kan støtte jer i at skabe et godt arbejdsmiljø i hybridarbejdet, der bakker op om jeres sundhed, produktivitet og sociale sammenhængskraft på arbejdspladsen.
Derudover kan I se frem til at modtage:
- En skræddersyet rapport med data specifikt om jeres arbejdsplads
- Ekspertindsigt i jeres medarbejderes fysiske, mentale og sociale sundhed under forskellige arbejdsformer
Hvem er I?
Projektet er åbent for både offentlige og private arbejdspladser, der:
- Tilbyder hybridarbejde eller overvejer at gøre det.
- Har mindst 100 medarbejdere med skærmarbejde og mulighed for hjemmearbejde.
Projektet er støttet af TrygFonden.
Er jeres arbejdsplads interesseret?
Få svar på jeres spørgsmål
-
Private og offentlige arbejdspladser med mulighed for hjemmearbejde, der har en medarbejderstab stor nok til at sikre mindst 100 deltagere (og gerne flere) med skærmarbejde, kan deltage i projektet.
-
Formålet er at få viden om, hvordan rammerne for og balancen i hybridarbejde kan understøtte både medarbejdernes mentale, fysiske og sociale sundhed og trivsel, samt hvordan det kan styrke sammenhængskraft og produktivitet på arbejdet. Forskerne vil bruge denne viden til at skabe værktøjer til at hjælpe arbejdspladser med at organisere hybridarbejde, der både gavner medarbejdere og organisation.
-
Medarbejderne starter med at besvare et spørgeskema, som tager cirka 30 minutter at udfylde. Derefter skal de udfylde et kort opfølgende spørgeskema på cirka 10 minutter hver måned i 12 måneder. Medarbejderne inviteres til at bære en lille bevægelsescensor i 14 dage, som giver unik indsigt i deres bevægelsesmønstre – både når de er på kontoret og derhjemme. Forskerne inviterer også cirka 10 medarbejdere og ledere til interviews, som varer cirka 45 minutter til.
-
Resultaterne bruges til at undersøge, hvordan arbejdsmiljøet kan understøtte hybridarbejde, der styrker medarbejdernes fysiske, mentale og sociale sundhed, samt produktivitet og sammenhængskraft på arbejdspladsen. Ved projektets afslutning anvendes resultaterne til at udarbejde værktøjer, der kan understøtte arbejdspladserne i at organisere sundt og bæredygtigt hybridarbejde.
-
I får viden om og værktøjer til at lave rammer for hjemmearbejde og fysisk fremmøde, der bidrager til opgaveløsningen og styrker produktivitet, sammenhængskraft samt den fysiske, mentale og sociale sundhed og trivsel på arbejdspladsen. I kan også se frem til at modtage en rapport, som giver unik indsigt i resultater fra jeres arbejdsplads. I kan bruge rapporten i det forebyggende arbejdsmiljøarbejde samt i den generelle tilrettelæggelse af arbejdet.
-
De oplysninger, der indsamles i forbindelse med projektet, behandles fortroligt og i overensstemmelse med gældende databeskyttelseslovgivning. Alle data anonymiseres inden analyse, hvilket betyder, at det ikke vil være muligt at identificere enkeltpersoner. De resultater, der præsenteres for virksomheden, vil være baseret på gennemsnit i grupper af deltagere, hvilket sikrer, at den enkelte deltagers svar forbliver anonymt.
Hjemmearbejde = mere stillesiddende tid?
Et pilotprojekt i 2023 viste, at medarbejdere havde mere stillesiddende tid, når de arbejdede hjemme. Det gjaldt både i arbejdstiden, men de var også mindre fysisk aktive i fritiden. I pilotprojektet målte forskerne siddetid og fysisk aktivitet over fem sammenhængende dage, hvor medarbejderne enten var på den fysiske arbejdsplads eller på hjemmekontoret. For at måle siddetiden så nøjagtigt som muligt, fik medarbejderne en lille bevægelsesmåler fastgjort direkte på låret. Med afsæt i pilotprojektet vil forskerne nu undersøge nærmere, hvad hybridarbejde kan have af betydning for sundheden.
NFA modtager bevilling til at forske i hybridt arbejde
Hvordan påvirker hjemmearbejde vores sundhed? Det vil forskere fra NFA nu dykke ned i. Med støtte fra TrygFonden skal de undersøge, hvordan hybridarbejde – en kombination af hjemmearbejde og fremmøde – påvirker medarbejderes fysiske, mentale og sociale sundhed samt produktivitet og sammenhængskraft på arbejdspladsen.
Læs nyheden her