Anbefaling D.1: Tilpas arbejdet i samarbejde med medarbejderen
Det anbefales, at lederen sammen med medarbejderen i psykisk mistrivsel vurderer medarbejderens arbejdsevne og på den baggrund tilpasser arbejdet.
Hvis en medarbejder mistrives psykisk, kan det nedsætte arbejdsevnen, fx ved at give problemer med at organisere og prioritere arbejdsopgaver, håndtere et normalt arbejdspres, eller have kontakt med kunder, klienter, borgere eller lignende.
Hvis lederen tager en snak med medarbejderen om hans eller hendes arbejdsevne og eventuelle behov for midlertidigt at tilpasse arbejdet, er risikoen for en forværring mindre, og chancen er større for, at medarbejderen kan blive i arbejdet fremfor at melde sig syg.
Tilpasninger i arbejdet skal forstås som midlertidige og tidsmæssigt afgrænsede ændringer, hvor målet er at få medarbejderen tilbage til sine normale arbejdsopgaver igen.
Eksempler på tilpasninger af arbejdet
- Mere fleksibilitet i arbejdsdagen (fx flere pauser, mulighed for at arbejde hjemmefra mv.)
- Ændringer i arbejdsopgaver (fx mindre kundekontakt)
- Mere støtte i udførelsen af arbejdsopgaverne
- Flytning af arbejdsplads til et mere stille område (hvis medarbejderen fx generes af støj)
Hvordan kan samtalen foregå?
Lederen og medarbejderen bør sammen vurdere, hvilke arbejdstilpasninger der er behov for, så medarbejderens arbejdsopgaver matcher arbejdsevnen. Det er vigtigt at være realistisk omkring medarbejderens arbejdsevne og sætte opnåelige mål.
Vurdering af arbejdsevne og behov for tilpasninger kan ske ved en uformel samtale, men for nogle medarbejdere kan det være en støtte at have en tillids- eller arbejdsmiljørepræsentant med til samtalen.
Det kan være vanskeligt at vurdere en medarbejders arbejdsevne, da medarbejderen og lederen kan have forskellige opfattelser af situationen. Ofte er medarbejdere mere optimistiske i forhold til deres arbejdsevne end lederne. Her kan det være en hjælp for lederen at sparre med andre, fx andre ledere eller arbejdsmiljø- eller tillidsrepræsentanter.
Hvad skal man være opmærksom på?
Det er vigtigt med en forventningsafstemning mellem lederen og medarbejderen om, hvad der kan lade sig gøre. Ved denne forventningsafstemning er det også vigtigt, at lederen er opmærksom på de kolleger, der kan blive påvirket af de aftalte arbejdstilpasninger.
Det er også vigtigt, at lederen informerer de øvrige kollegaer om de indgåede aftaler med accept fra den pågældende medarbejder (se anbefaling D.6: Vær opmærksom på kollegerne). Det er væsentligt, at det aftales mellem leder og medarbejderen, hvornår der følges op på, om arbejdstilpasningerne virker efter hensigten, eller om der skal foretages ændringer.
Hvis medarbejderen viser tegn på tilbagefald, kan det være nødvendigt med yderligere tilpasninger. Omvendt kan tegn på en positiv udvikling og hurtige fremskridt for medarbejderens arbejdsevne i nogle tilfælde betyde, at medarbejderen kan vende tilbage til de normale arbejdsopgaver og -vilkår hurtigere end planlagt.
Særlige regler for sygemeldte
Denne anbefaling vedrører særligt den situation, hvor en medarbejder i arbejde har nedsat arbejdsevne pga. psykisk mistrivsel. Anbefalingen kan også bruges i forhold til sygemeldte medarbejdere, men her gælder der dog særlige regler. Det drejer sig fx om krav om afholdelse af sygefraværssamtale, medarbejderens mulighed for at få udarbejdet en fastholdelsesplan og udarbejdelse af en mulighedserklæring, der bl.a. indeholder arbejdsgiverens og medarbejderens fælles forslag til ændring i arbejdsfunktioner (se anbefaling D.3: Lav en fælles handleplan og D.4: Hav jævnlig kontakt med sygemeldte medarbejdere).
Flere anbefalinger fra tema D: Sådan kan lederen tage hånd om medarbejdere, der oplever psykisk mistrivsel:
Dette er en af i alt 16 anbefalinger fordelt på 4 temaer. Se flere anbefalinger nedenunder
Anbefaling D.1: Tilpas arbejdet i samarbejde med medarbejderen
Anbefaling D.2: Undersøg årsager til psykisk mistrivsel
Anbefaling D.3: Lav en fælles handleplan
Anbefaling D.4: Hav jævnlig kontakt med sygemeldte medarbejdere
Anbefaling D.5: Samarbejd med andre aktører
Anbefaling D.6: Vær opmærksom på kollegerne
Temaer
Tema A: Sådan skaber man en rummelig og åben kultur om psykisk mistrivsel på arbejdspladsen
Tema B: Sådan kan arbejdspladsen støtte lederen
Tema C: Sådan kan lederen være opmærksom og reagere på tegn på psykisk mistrivsel
Tema D: Sådan kan lederen kan tage hånd om medarbejdere med psykisk mistrivsel