Spring over hovedmenu

TEMA 1

Hvad er negative handlinger?

Krænkende eller negative handlinger?

Når der i denne manual tales om negative handlinger, så er det handlinger, der opleves som uønskede eller krænkende af de personer, som de går ud over. Det kan være bagtalelse, nedvurdering af ens kompetence, upassende jokes, drillerier eller at man bliver udelukket fra fællesskabet. Personer, der udsættes for negative handlinger, reagerer ofte følelsesmæssigt. De kan blive meget vrede, kede af det, eller de kan føle sig såret eller ydmyget.

Ser vi på de personer, som udsætter andre for negative handlinger, vil der være nogle, som er helt bevidste om den virkning, som deres handlinger har, mens andre ikke er bevidste om det.

Arbejdstilsynet bruger begrebet krænkende handlinger om både mobning, seksuel chikane og andre typer af negative handlinger, hvor personer på grov vis eller flere gange udsætter andre personer for adfærd, som disse oplever som nedværdigende). I denne webmanual bruger vi udtrykket negative handlinger i stedet for krænkende handlinger, fordi negative handlinger kan forekomme uden der er en hensigt om at krænke andre. Desuden fordi handlingerne godt kan påvirke personer negativt, uden at de føler sig krænket.

Seksuel chikane og uønsket seksuel opmærksomhed

Når de negative handlinger har et seksuelt indhold, taler man om negative handlinger af seksuel karakter – eller seksuel chikane. Eksempler på negative handlinger af seksuel karakter er uønskede berøringer som klap, kærtegn og lignende, kommentarer og hentydninger med seksuelle undertoner eller sjofle vittigheder og kommenterer.

Mobning

Der er en forbindelse mellem negative handlinger og mobning. Der er tale om mobning, når en person gentagne gange og over længere tid bliver udsat for ubehagelige eller negative handlinger på sit arbejde. For at der er tale om mobning, skal den, som udsættes for de negative handlinger, opleve, at det er svært til at forsvare sig effektivt imod dem.

Hvorfor forebygge negative handlinger?

Når der er negative handlinger på en arbejdsplads, kan det have alvorlige konsekvenser både for dem, det går ud over, deres kolleger og arbejdspladsen som helhed.
Personer, som udsættes for mobning eller seksuel chikane, kan udvikle angst, depression eller få selvmordstanker. Når man udsættes for mobning, kan det også øge risikoen for, at man udvikler alvorlige sygdomme som diabetes-2 og hjertekarsygdomme.
Selv hvis negative handlinger ikke forekommer så ofte, eller de ikke har udviklet sig til mobning eller seksuel chikane, kan de også påvirke de ansatte og arbejdspladsen. Nogle af de konsekvenser, der ses, er:

  • Ledere og medarbejdere bruger rigtig megen tid og ressourcer på at løse konflikter, som skyldes negative handlinger, eller som fører til negative handlinger.
  • Negative handlinger går ud over kollegaskabet på arbejdspladsen og kan føre til, at medarbejderne samarbejder mindre eller slet ikke om udførelsen af fælles arbejdsopgaver.
  • Negative handlinger kan mindske ansattes motivation og deres engagement i deres arbejde og virksomheden.
  • Negative handlinger kan udvikle sig til alvorlig mobning, hvis ikke der skrides ind i tide.
  • Hvis negative handlinger er almindelige enten på hele arbejdspladsen eller i en afdeling eller team, kan være svært at rekruttere eller fastholde medarbejdere.

 


God Tone er støttet af