

Webinar: Kom af med mobning og negative handlinger på arbejdspladsen
02-06-2025
Vil I styrke den gode tone og skabe en tryg arbejdsplads? Mandag den 2. juni inviterede NFA til webinar om negative handlinger på arbejdet. På webinaret gav forskere viden og værktøjer til at undgå negative og krænkende handlinger og styrke trivslen på arbejdspladsen.
Hvordan opstår negative handlinger? Hvordan kan de påvirke trivslen på arbejdspladser? Og hvordan kan man forebygge dem?
Dét blev på deltagerne NFA's webinar klogere på. Formålet var at give arbejdspladser og arbejdsmiljøprofessionelle øget viden om negative handlinger og konkrete redskaber til at øge trivslen og styrke det psykiske arbejdsmiljø.
Se eller gense webinaret herunder.
Store konsekvenser for arbejdspladser
Negative handlinger som mobning, chikane og konfliktfyldte samarbejdsrelationer kan have store konsekvenser for både medarbejdere og arbejdspladsen som helhed.
I webinaret guider forskerne dig til, hvordan man med forskellige greb og en fælles indsats kan arbejde forebyggende og opbyggende med trivsel og arbejdspladsens kultur. Du får også viden om, hvad der skal til for, at en arbejdsmiljø-indsats rent faktisk kan lykkes.
Webinaret er til dig, som arbejder med eller interesserer dig for at styrke det psykiske arbejdsmiljø og øge trivslen på arbejdspladser.
Spørgsmål
På webinaret modtog forskerne mange spørgsmål, og de nåede ikke at svare på dem alle. Derfor har vi samlet de mest stillede spørgsmål, som forskerne har givet deres svar på.
-
Der er udarbejdet en rapport om de foreløbige erfaringer med redskabet ”Grib Ind – godt kollegaskab uden mobning”.
Læs rapporten om 'Grib ind' her
Desuden er forskere fra Syddansk Universitet (Eva Gemzøe Mikkelsen) og NFA (Jesper Kristiansen) ved at undersøge effekterne af en ny version af ’Grib Ind’ redskabet. Det forskningsprojekt er støttet af Velliv Foreningen. En erfaring fra andre arbejdspladsindsatser og tidligere implementeringer af ’Grib Ind’ redskabet er, at en langvarig effekt af en ’Grib Ind’-indsats forudsætter, at øverste ledelse i samarbejde med mellemledere og tillidsvalgte sikrer, at man på hele arbejdspladsen bliver ved med at have fokus på det gode kollegaskab og forebygge risikosituationer for negative handlinger.
-
Det bedste er naturligvis, hvis man kan sige det direkte til personen, som man oplever, har en krænkende adfærd. Synes man, at det er svært at tage det op med sin leder, kan man evt. opsøge sin arbejdsmiljørepræsentant eller tillidsrepræsentant for at få sparring på samtalen, eller hvad man ellers kan gøre. Idet der er et ulige magtforhold i relationen mellem leder og medarbejder, kan mange med rette være bekymrede for, om det at konfrontere lederen vil virke. Alternativt, er det også en mulighed at tale med HR-afdelingen eller en anden leder, hvis det er en, man kender og har tillid til. Hvis det er en lille arbejdsplads med kun én leder (som man oplever har en krænkende adfærd), og hvor det er svært at finde andre at gå til, så må man overveje, om man fortsat skal blive på denne arbejdsplads.
-
Negative handlinger også kaldet krænkende handlinger er handlinger, der føles ubehagelige eller sårende. Forskerne bag webinaret bruger termen ’negative handlinger’ frem for ’krænkende handlinger’, idet de ikke altid udføres med en negativ intention. Negative handlinger kan være bagtalelse, nedladende kommentarer, upassende jokes, drillerier eller at blive holdt udenfor.
Sådanne handlinger kan skade både den person, det går ud over, kollegerne og hele arbejdspladsen.
Eksempler på negative handlinger er handlinger, som udføres som led i mobning og seksuel chikane, der kan føre til angst, depression og i værste fald selvmordstanker. Det kan også øge risikoen for somatiske sygdomme som type 2-diabetes og hjertekarsygdomme.
-
Når en kollega eller flere medarbejdere ikke ønsker at tale højt om situationen eller sige fra, kan det være tegn på manglende psykologisk tryghed på arbejdspladsen. Det kan være, at de er bange for, at situationen vil eskalere, hvis de siger noget. Er det tilfældet, kan man i arbejdsmiljøgruppen eller ledelsen prioritere at få etableret en psykologisk tryghed, hvor der er plads til at sige fra.
Læs mere om psykologisk tryghed her
I sådanne situationer kan det være en god idé at gå til sin tillidsrepræsentant eller sin arbejdsmiljørepræsentant. De kan give råd og sparring på, hvad man kan gøre. De kan også hjælpe med, at der på arbejdspladsen sættes fokus på negative handlinger som et generelt arbejdsmiljøproblem, der kan forebygges gennem en arbejdspladsindsats.
Hvis en arbejdsmiljørepræsentant eller tillidsrepræsentant gentagne gange oplever, at personer, som oplever sig mobbet eller seksuelt chikaneret, ikke vil gå videre med problemet, bør disse klart overfor f.eks. den mobbede udtrykke en bekymring. Fortsat mobning/chikane kan nemlig medføre helbredskonsekvenser. De bør også opfordre til, at de ramte opsøger anden hjælp, f.eks. ved en psykolog, som vil kunne yde professionel støtte til at hjælpe personen til enten at tage problemet op, eller komme videre på en anden arbejdsplads.
-
Samarbejdet kan blive svært, når forskellige grupper skal løse en opgave sammen. Det gælder for eksempel forskellige faggrupper, teams, unge og ældre medarbejdere samt nye og erfarne kolleger. Grupper kan have forskellige arbejdskulturer. De kan være uenige om, hvad god opførsel er, eller hvordan man bedst løser opgaver. Det skaber let misforståelser og forskellige forventninger.
Hvis der er uklarhed om roller og ansvar, kan det hjælpe at tage en fælles snak. Start med at tale om, hvor samarbejdet går skævt, og hvordan I bedre kan forstå hinanden.
Bygger på forskningsprojekt
Webinaret bygger på forskningsprojektet ’God Tone’, som seniorforskere på NFA Jesper Kristiansen og Annette Meng sammen med lektor på SDU Eva Gemzøe Mikkelsen står bag med økonomisk støtte fra Velliv Foreningen. De vil præsentere særligt udvalgte dele af forskningen, som handler om forebyggelse af negative handlinger.
Projektet er gennemført i samarbejde med to arbejdspladser, og det har resulteret i en manual. Manualen guider arbejdspladser i, hvordan man kan igangsætte en struktureret indsats for at styrke det psykiske arbejdsmiljø gennem dialog, fælles refleksion og konkrete værktøjer.